Dit hiragana-diagram. Dine første ord.

Sådan læser du hiragana-diagrammet

Læs på tværs af den første række: a, i, u, e, o. Rækkerne nedenfor kombinerer de vokaler med konsonantlyde. Læg mærke til shi, chi, tsu og fu i stedet for at prøve at udtale hver række ved mekanisk at tilføje den samme konsonant. Det afsluttende ん har sin egen plads i diagrammet.

Start med fem tegn. Dæk læsningerne, og peg på dem i en anden rækkefølge. Hvis en form forsvinder fra hukommelsen, så tjek den, og vend tilbage til den efter et andet tegn. Tilføj en ny række, når den forrige gruppe føles brugbar, ikke bare fordi du nåede slutningen af en session.

Romaji er en starthjælp, ikke en optagelse af japansk udtale. Par din læsning med en pålidelig audiomodel. Dette opslag viser trykte former; brug et håndskriftsopslag, når du lærer stroke order.

Dakuten og handakuten: mærkerne ændrer lyden

De to små streger i が kaldes dakuten. Den lille cirkel i ぱ kaldes handakuten. Se efter disse mærker som en del af tegnet i stedet for at genkende den store form og springe resten over.

Eksemplerne her introducerer ændringerne; 46-tegnsdiagrammet ovenfor er det uændrede grundlæggende sæt. For en fyldigere reference, brug Japan Foundation-diagrammet linket nedenfor.

Japan Foundation: hiragana og lydkombinationer (PDF) ↗

Små kana og lange vokaler kræver opmærksomhed

Et lille ゃ, ゅ eller ょ kombineres med et passende forudgående tegn: きゃ er kya, mens fuld størrelse きや er ki-ya. Se på størrelsen, ikke kun formen. I きょう hører det lille ょ til き; det efterfølgende う forlænger vokalen i dette ord.

Et lille っ holder eller lukker den følgende konsonantlyd, som i きって. Læs det som en del af ordet i stedet for at sige et separat tsu. Lange vokaler hører også til stavningen. Lær ord som おかあさん og せんせい med en audiomodel i stedet for at anvende én gættet stavningsregel på hver lang lyd.

Læs seks første ord

Prøv hvert ord, før du ser på dets romaji og betydning. De er vist i hiragana til øvelse; flere skrives også ofte med kanji. Vælg to, og find deres tegn i diagrammet i omvendt rækkefølge.

Hvornår skal du tilføje katakana?

Du kan starte en lille katakana-gruppe, mens du fortsætter med at gentage hiragana. Lydene overlapper, men genkendelse er en separat opgave. Sammenlign ét par ad gangen, og øv derefter skriftsystemerne i deres egne ord. Du behøver ikke perfekt huske hver hiragana, før du ser コーヒー på en menu.

Tre fælder at fange, før de bliver vaner

For det første: lad ikke diagrammets placering levere svaret. At genkende け efter く er lettere end at møde det alene. Brug læsetjekkene ovenfor, og pej dig så selv ind på tegn i en ny rækkefølge.

For det andet: tjek tegnstørrelsen. きや indeholder to fuld størrelse kana; きゃ bruger lille ゃ til at lave én kontraheret lydenhed. Med っ ændrer størrelsen jobbet helt: lille っ markerer et konsonant-hold i stedet for et separat tsu.

For det tredje: skeln mellem at genkende et trykt tegn og at skrive det. Håndskrevet き og さ kan se mindre forbundne ud end deres trykte former. Følg en pålidelig stregmodel, hvis håndskrift er en del af dit mål; at kopiere silhuetten af en skrifttype kan give klodsede streger.

Et ti minutters genbesøg til diagrammet

Brug to minutter på at huske gårsdagens lille gruppe uden at kigge. Brug de næste tre minutter på at rette de usikre tegn — tjek først diagrammet efter et forsøg. Brug yderligere tre minutter på et par korte ord. Afslut med at vælge to former, du vil genkende, når du vender tilbage i morgen.

Når det samme par bliver ved med at volde problemer, så stil de to former ved siden af hinanden og beskriv én synlig forskel. Put så hver tilbage i et ord. En sammenligning hjælper dig med at lægge mærke; et nyt møde tjekker, om du husker.

• Vælg et lille sæt, du faktisk kan genbesøge.
• Behold ordets mærker og vokallængde i genkaldeforsøget.
• Repetér et svært par igen efter en anden opgave i stedet for at stirre på det hele tiden.

Find frem til et ord uden at bruge dets tavleposition

Tag ordet たまご, der betyder æg. Find først た, ま og ご hver for sig. Den sidste form indeholder dakuten, så at genkende こ alene er ikke nok. Sig eller identificér de tre dele, læs derefter det fulde ord, og forbind det med dets betydning. Den lille proces viser, hvordan isoleret tegnviden bliver til en ordforrådslæsning.

Bland nu de tre tegn, og identificér dem igen. At læse dem korrekt i det oprindelige ord kan delvist afhænge af at vide, hvad ordet skal være. En ændret rækkefølge tjekker formerne mere direkte. Vend tilbage til たまご bagefter, så øvelsen slutter med meningsfuldt sprog – ikke en tilfældig sekvens.

Til et andet ord: brug さかな, der betyder fisk. Identificér tegnene, læs ordet, og sammenlign derefter det tegn, der deles med andet ordforråd, du kender. Tilføj ikke mange ord på én gang. To eller tre omhyggeligt undersøgte eksempler giver nok muligheder for at lægge mærke til, om en form, et mærke eller en position forårsager tøven.

Skeln de tre velkendte partikeludtaler

Hiragana は læses normalt ha som del af et ord, men temapartiklen は udtales wa. Tilsvarende er へ normalt he i ordforråd, men udtales e når den bruges som retningspartikel. を udtales konventionelt o i den objektpartikelbrug, der vises i begyndersætninger. Lær dem som grammatiske brug – ikke som grunde til at stoppe med at stole på tavlen.

Sammenlign はな, «blomst», med 私は学生です。Den samme synlige は har en anden rolle i sætningen og dermed en anden læsning i disse eksempler. Ordet はな bliver ikke wana, blot fordi du har lært temapartiklen. Den omgivende struktur fortæller dig, hvilken brug du ser.

Du behøver ikke identificere hver partikel, før du begynder kana-studie. Mød et par klare modeller, og vend tilbage til skelnen, når den dukker op. En ordtavle lærer almindelige tegnlæsninger; en sætningslektion viser særlige grammatiske brug. Begge ressourcer kan være korrekte, mens de leverer forskellige slags information.

Læs lange vokaler gennem hele ords stavninger

Hiragana bruger ikke én helt ensartet stavning for hver lang vokal. Velkendte ord inkluderer おかあさん, せんせい og きょう. Lær den trykte sekvens sammen med en pålidelig optagelse. At anvende én gættet stavningsregel på hvert ord kan skabe fejl, der er svære at opdage ud fra en romaniseret oversættelse alene.

I きょう kombineres lille ょ med き, og den følgende う deltager i den lange vokal i dette ord. Fuld størrelse よ ville skabe en anden sekvens. Du skal være opmærksom både på tegnstørrelse og på den fulde stavning. Et ordforrådskort, der sletter den sidste う, fordi ordet allerede virker genkendeligt, er ufuldstændigt.

Når du tjekker dig selv: peg på hvert skrevet element, og forklar dets rolle i ordet. Lyt derefter, og læs den fulde form naturligt. Målet er ikke at indsætte en overdreven pause mellem hver kana; det er at forstå, hvordan stavningen repræsenterer det ord, du hører.

Lær at genkende en form i mere end én visuel sammenhæng

Et trykt tegn kan se noget anderledes ud på tværs af fonte, og håndskrift introducerer yderligere variation. Begynd med én klar model, så grundformen er stabil. Sammenlign derefter et andet pålideligt trykt eksempel eller en håndskriftreference. Identificér, hvilke træk der forbliver essentielle, og hvilke der ændrer sig med stilen.

Tegn som き og さ kan se mindre forbundne ud i almindelig håndskrift end i nogle trykte fonte. Antag ikke, at at kopiere omridset af en skrifttype giver dig den sædvanlige stregbevægelse. Hvis håndskrift er dit mål, så brug en model for stregorden, og sammenlign dit resultat med et passende håndskrevet eksempel.

Til genkendelse: skift sammenhængen beskedent – en tavle, en ordliste og en kort sætning er nok. Hvis et tegn bliver uigenkendeligt uden for sit velkendte kort, så undersøg det træk, der ændrede sig. Gentagen eksponering bør udvide genkendelse – ikke binde den strammere til ét præcist billede.

Hold en lille diagnostisk oversigt over vanskelige former

Lav en note med tre kolonner: hvad du så, hvad du læste, og hvad den korrekte læsning var. Tilføj kun en kort forklaring, når den identificerer kilden til fejlen. «Overså dakuten» er forskellig fra «forvekslede hovedformen». Den skelnen fortæller dig, om du skal øve mærker, visuel kontrast eller selve ordet.

Repetér kun et par opslag i starten af næste session. Læs derefter et friskt ord, der indeholder målformen. Hvis genkendelsen forbedres, så fjern punktet fra speciallisten, og lad almindelig læsning give senere møder. Listen bør forblive lille nok til at guide opmærksomhed – ikke blive et permanent katalog over hver fejl.

En side med tjekkede tegn er ikke det endelige mål. Afslut med at læse noget meningsfuldt, hvor kort det end er. Du gør hiragana tilgængelig, så fremtidig opmærksomhed kan flytte sig hen imod ordforråd, grammatik og en sætnings budskab.